Disse fine cupcakes blev lavet til en lille piges 1 års fødselsdag. Den søde frosting med smag af dejlig hvid chokolade går SÅ godt i spænd med den syrlige smag af citron i de små kager. Vaniljen komplimenterer og samler det hele til en symfoni af sødme og syrlighed, samlet i en lækkerhed i form af en fin, lille cupcake.
Opskriften giver omkring 18 cupcakes.
Det skal du bruge:
Vanilje/citron muffins:
200 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
160 gram sukker
1 knvsp salt
Korn fra 1 vanillestang
fintrevet skal og saft fra 2 øko citroner
75 gram smør
1 æg
1 dl sødmælk
Hvid chokoladefrosting:
200 gram smør (stuetemperatur)
350 gram flormelis
150 gram hvid chokolade
½ tsk vanilleessens
1-2 spsk piskefløde
Pynt:
Lilla marcipan
Sådan gør du:
Vanilje/citron muffins:
Forvarm ovnen til 200 grader og beklæd en muffinform med papirforme.
Bland mel, bagepulver, sukker, salt, vanillekorn og revet citronskal sammen.
Citronsaft og mælk blandes sammen i en anden skål (ja, det ser lidt funky ud, når citron rammer mælk – don’t worry)
Smelt smørret og og hæld det op i mælke/citronblandingen. Pisk ægget sammen heri også.
Bland det hele sammen med det tørre til det bliver til en ensartet, glat masse. Ikke piske!
Fyld dejen i papirformene. De hæver ikke synderligt meget, så fyld dem næsten helt op.
Bag dem i ca. 18-20 minutter. Husk at tjekke undervejs da ovne er forskellige 😉
Hvid chokoladefrosting:
Pisk smørret blødt.
Tilsæt flormelis lidt ad gangen, indtil det hele er blevet blandet med smørret og slut af med vanilleessens. Pisk godt og længe, omkring 7-8 minutter.
Smelt imens chokoladen i mikrobølgeovnen (eller over vandbad hvis du er fancy 🙂 ) og lad det køle lidt indtil det har ca. stuetemperatur. Hæld chokoladen ned i smørcremen i en tynd stråle imens der piskes. Pisk i yderligere 2 minutter ca.
Tilføj fløden og pisk i lige under 1 minut. Ikke mere!
Frost away! Og ikke noget med at spare på frosting! Der ER nok og der kan ikke være for meget frosting på en cupcake. Og hvis nogen siger noget andet så ud med dem- you don’t need that kind of negativity in your life! 😉
Ønsker du den sarte ferskenfarve som jeg har på billederne tilsættes der lidt gul pastafarve og en liiiile bitte smule rød pastafarve. Husk at du altid kan tilsætte mere farve, men ikke hive det ud af frostingen når først det er kommet i 🙂 Jeg dyppede en tandstikker i den gule farve 2 gange og i den røde 1 gang – meget lidt rød 🙂
Denne frosting er så alsidig at den kan laves i lige præcis den farve du har lyst til. Det er bare at farve derudaf med den farve du ønsker – husk at pastafarve er at foretrække fremfor frugtfarve.
Pynt:
Hvis du vil pynte som mig, så rul en smule lilla marcipan ud, skær en stribe på ca. 1,5 cm i bredden og ca. 10 cm i længden. Rul på den lange led og “fold bladene” lidt ud.
Opbevares på køl og tages ud min. 1 time inden de skal spises.
Tip: Disse cupcakes kan lynhurtigt laves om til muffins med syrlig glasur. Drop frostingen og bland flormelis med citronsaft til du har den ønskede konsistens. Smager også virkelig (!!) godt hvis det skal gå lidt hurtigt og man måske hellere ønsker en syrlig glasur frem for en sød hvid chokoladefrosting 🙂
God fornøjelse. Tak fordi du læste med. Har du spørgsmål så stil dem nedenfor i kommentarfeltet, så vil jeg svare så godt jeg kan.
Smid gerne et billede og en kommentar om hvordan det gik og hvilken modtagelse cupcakesne fik, enten i kommentarfeltet eller på min Facebook side. Jeg vil gerne se dit resultat
*
J.
20/03/2017
Hvad er dine priser på dine cupcakes?
Admin
24/03/2017
Hej, de ligger på mellem 22,- og 26,- pr. stk. afhængig af kage, fyld og frosting osv 🙂