Pistaciekage med hindbær

By on 15/03/2015

Jeg er vild med pistacienødder! Jeg elsker chokolade med pistacienødder, pistacieis, pistaciemilkshakes og konfekt med pistacie – pretty much anything pistacie! Jeg havde sådan lyst til at bage en pistaciekage til min søns fødselsdag, men KUNNE simpelthen ikke opdrive en opskrrift på nettet som jeg hverken kunne bruge eller tage udgangspunkt i. I alle danske opskrifter skulle der pistaciemasse fra Odense i – hvor opdriver man lige det midt i marts hvis man ikke har noget liggende fra julen? I alle amerikanske opskrifter skulle man bruge enten “Pistacio Pudding Mix” eller “Pistacio Jell-O powder” – og hvor skaffer man så lige det herhjemme hvis man ikke skal bestille det hjem over nettet? Og det eneste jeg sad og tænkte var: Hvorfor er der ingen opskrifter med pistacienødder og ikke et eller andet kunstigt erstatningsprodukt når nu det er pistaciekage vi er ude i?

Nå men så måtte jeg jo selv lave min egen opskrift…

Planen var at bage 3 bunde og lave det til en lagkage, men bundene blev lidt vel høje. Fint nok, tænkte jeg, så bliver det bare en høj lagkage – det kan også have sin charme og se flot ud, frem for en almindelig flad én. Men så var det at bundene måske også var lidt tunge, så nærmest uanset hvilket fyld jeg tænkte på, ville det splatte ud imellem lagene. Med mindre jeg ville lave en meget tør, hård creme/mousse – men hvem gider at spise noget der ikke er lækkert…?

image

Så derfor valgte jeg at servere bundene som en slags tærter med hindbærskum oven på, pyntet med friske hindbær og hakkede pistacienødder. Jeg kunne have valgt at flække bundene og lægge et lag hindbærskum imellem og igen ét oven på, hvilket jeg tror jeg vil prøve næste gang, men denne dag blev det altså til sådan en lille én af slagsen:

image

En let kage der ikke er for sød. Jeg synes tit at jeg hører at nogle folk ikke er glade for for søde sager. Men jeg vil næsten påstå at serverer du denne for dem, vil de godt kunne være med. Den er nemlig ikke for sød, men balancerer rigtig fint mellem pikant sødme fra kagen, velkendt, dejlig nøddesmag fra pistacienødderne (og ikke på den søde, kunstige måde) og friskhed fra både hindbærskummet og de friske hindbær.

Jeg bagte bundene i fredags og de smagte faktisk bedst idag (søndag), så du kan med fordel lave dem to dage i forvejen – det bliver de kun bedre af. Ligeledes kan en tur i fryseren gøre dem bedre, så skal du spare tid, så bag dem endelig i god tid og hiv dem op af fryseren dagen inden du skal bruge dem!

 

Det skal du bruge: 

Kage: 

image

400 gram mel

1 tsk bagepulver

1 tsk salt

300 gram margarine

175 gram flødeost

120 gram afskallede pistacienødder

500 gram sukker

45 gram marcipan

5 æg, ét ad gangen

125 mørk chokolade

1 tsk vanilleessens

1 tsk mandelessens

3 tsk grøn frugtfarve (den skal helst ikke ligne en giftkage vel, bare et lille touch af grøn da pistacienødderne ikke farver kagen voldsomt…)

Tip: Næste gang vil jeg nok bruge 50-100 gram sukker mere, 6 æg i stedet for 5 og omkring 100 gram marcipan frem for 45 gram 🙂

 

Hindbærskum: 

1/2 liter fløde

Cremet hindbærsyltetøj fra den gamle fabrik ELLER hjemmelavet hindbærcoulis/ hindbærmarmelade

 

Pynt: Friske hindbær og hakkede pistacienødder

 

Sådan gør du: 

Bland mel, bagepulver og salt i en skål og sæt den til side.

image

Mal de 120 gram pistacienødder til fint mel og stil det til side.

image

image

image

Pisk margerine og flødeost sammen til det begynder at blive let og luftigt. Smid pistaciemelet i og pisk videre.

image

Hæld sukkeret op i blandingen lidt ad gangen og pisk igen.

image

Riv marcipanen i blandingen på et rivejern eller del det i små stykker med fingrene og pisk det ned i.

image

Pisk ét æg i ad gangen. Hvis det til sidst ligner at det skiller eller er ved at blive grynet er du helt på rette vej, det gør ikke noget.

image

image

Tilsæt vanilleessens, mandelessens og grøn frugtfarve og omkring halvdelen af den tørre blanding.

Pisk det hakkede chokolade i.

image

Tilsæt det sidste af den tørre blanding.

Du kan nu vælge at bage al dejen i én og samme kage for bagefter at flække den i flere bunde. Jeg valgte at dele dejen op i tre og bage en bund ad gangen. Jeg synes det giver et andet look og en anden smag. Jeg fik 1925 gram dej i alt og det gav 640 gram pr. bund – ikke noget at sige til at de blev så høje 😉

Klip bagepapir til så det passer til springformen (min måler Ø 22 cm). Spray formen og beklæd med bagepapiret i bunden og på siderne.

image

Bag hver bund ved 180 grader i 25-30 min.

image

Normalt plejer jeg at vende bunden i vejret på mine kager (eller i hvert på lagkagebunde) for at få toppen på midten af kagen til at lægge sig (hvis der er sådan en), men de her bunde var lidt skrøbelige og porrøse og var lige ved at gå i stykker da jeg vendte den første om.

image

Desuden fladede toppen meget fint ud af sig selv og blev faktisk helt utrolig jævn og lige, så ingen grund til at vende bunden i vejret på kagerne. Bare lad dem køle af med bunden ned ad.

Til hindbærskummet piskede jeg bare ½ liter fløde og blandede ca 5 store spiseskefulde hindbærmarmelade i. Oven på kagen med det og pynt med friske hindbær og hakkede pistacienødder.

image

3 flag fordi: 3 år, ing… (ja ja, der var også en kage med 3 lys han fik lov til at puste ud… 😉 )

image

Jeg serverede to af bundene til fødselsdagen og havde således én i overskud. Den tog jeg med til et møde jeg skulle til i eftermiddags. Jeg havde ikke mere fløde, så jeg serverede kagen ganske som den var uden nogle former for tilbehør (så slap vi også for tallerken og kagegaffel…) og den var faktisk ganske fin på denne måde også. Kan fint bruges som en “Tag-med-kage” på lige fod med drømmekage, chokoladekage, kanelkage eller en hvilken som helst anden bradepandekage, hvis du har lyst til at bidrage med noget lidt anderledes som vil være et sikkert hit hos de fleste – også børn 😉

Her får I lige et billede af kagen inden i så I kan se hvor grøn og ikke-grøn den er 🙂

image

Tak fordi du læste med. Har du spørgsmål, så stil dem nedenfor i kommentarfeltet, så vil jeg svare så godt jeg kan.
Smid gerne et billede og en kommentar om hvordan det gik og hvilken modtagelse kagen fik, enten i kommentarfeltet eller på min Facebook side. Jeg vil gerne se dit resultat :D

Comments

Be the first to comment.

Leave a Reply


You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

*